søndag den 27. august 2017

Brise bloomers

Det er ikke meget hækleri det har kunnet blive til over sommeren, men i sidste uge blev jeg da eeendelig færdig med de her bloomers, der har ligget og kigget på mig - eller shorts, om man vil...



De er hæklet i karrygult bomuldsgarn og opskriften er fra bogen Lutter løkker, der klart er et kig værd. 
Lillemanden er super fin i dem med en lille strømpebuks under. Mine næste hækleprojekter bliver en pigesweater fra samme bog, grydelapper og måske en traktor.... 

onsdag den 14. juni 2017

DIY: Den korte rejse fra MME-dåse til brugbar opbevaring


Med en kravletrold i huset, må man pludselig omrokere i køkkenet fra den ene dag til den anden - men kønt ser det jo ikke ud bare at flytte alting ovenpå køkkenskabene, vel? Heldigvis har jeg gemt MASSER af dåser fra lillemandens vådfoder, og eeeeendelig var der noget nyttigt at bruge én på. Enter klæbefolie, tape, dymo og sølle 5 minutter af min barselsdag: 





Jeg har også tidligere givet en af de store, fine dåser spraymaling og brugt den som urtepotte til et pengetræ til et sølvbryllup.

Hvad bruger du dine MME-dåser til??


fredag den 9. juni 2017

DIY: Hynde til TrippTrapp-højstol

Jeg har luret på både forskellige DIYs på det vilde web og overvejet at købe én, men endte med bare at gå i krig og lave min egen version af en hynde til højstolen. 



Vi har den gamle model med bøjle, så jeg valgte at lave den i hobbyskum, så lillemanden får god støtte, og med løst betræk, så det vil være nemt at tage af og vaske og evt. skifte, hvis jeg skulle få lyst til at lave et ekstra.
Alle de hynder, jeg er stødt på, er med velcrobånd - i udgangspunktet en god udé, men efter at have fået ødelagt flere fine striksager pga. velcro i vaskemaskinen (*indsæt bandeord*), er vi ikke så gode venner, velcro og jeg... Derfor har jeg brugt bindebånd, hvor hynden sættes fast og trykknapper til at lukke betrækket med.


Her er mit hjemmelavede mønster. Ikke så flot, men hvis du vil gøre mig kunsten efter, kan målene forhåbentlig hjælpe dig til hurtigt at tegne dit eget. 


Skumhynden har jeg klippet cirka en cm mindre end betrækkets mønster. 



Efter en god uges brug kan jeg afsløre, at hynden er mere end godkendt. Lillemanden sidder nu rart og stabilt i stolen :) 





tirsdag den 9. maj 2017

DIY: Hæklet djævlehue str. 6-9 mdr

Efter flere forespørgsler på min djævlehue i større størrelser - og med baby A, der godt kunne bruge en ekstra hue til de blæsende dage - har jeg flækket en opskrift sammen på en større djævlehue end den lille her, hvor du også kan se en billedguide til indtagningerne.

Huen passer "lille"manden perfekt, og tænker den svarer til størrelse 6-9 måneder eller 68-74.




Størrelse 6-9 måneder:
Nål 3,5 (eller 4, hvis du hækler stramt) og passende garn - fx 8/4 bomuld, som jeg har brugt her.


Rk 1: 16 stgm i en magisk ring. Slut med en kædemaske i 1. stgm.
Rk 2: 2 lm, 2 stgm i hver m omgangen rundt
Rk 3: 2 lm, *2 stgm i første m, 1 stgm i næste 2 m* gentag fra * til * omgangen rundt
Rk 4: 2 lm, *2 stgm i første m, 1 stgm i hver af de næste 2 m* ...
Rk 5: 2 lm, *2 stgm i første m, 1 stgm i hver af de næste 4 m* ... 
Rk 6: 2 lm, *2 stgm i første maske, 1 stgm i verbal de næste 9 m* ... 
Rk 7: 2 lm,  *2 stgm i første maske, 1 stgm i hver af de næste 10 m* ... 
Rk 8: 2 lm,  *2 stgm i første maske, 1 stgm i hver af de næste 11 m* ... 
Rk 9: 2 lm,  *2 stgm i første maske, 1 stgm i hver af de næste 12 m* ... 

Nu hækles i det zig-zag-mønster, der giver djævleformen:
Rk 10-15: 1 indt, 11 stgm, udt i næste 2 m, 11 stgm, indt i næste 2 m, 5 stgm, udt i næste 2 m, 5 stgm, indt i næste 2 m, 11 stgm, udt i næste 2 m, 11 stgm, 1 indt. Slut med km i første m.

Hækl kant og bindebånd:
Rk 16: 2 fm sm, 11 fm2 fm i næste m, lav 46 lm, vend, begynd i 2. lm fra nålen, 45 fm tilbage til huen, 2 fm i næste m, 11 fm2 fm sm de næste 2 m, 5 fm2 fm i næste m, 2 lm (det giver pandespidsen - med to lm bliver den meget spids, som min, med en lm vil den blive mere rund i formen), 2 fm i næste m, 5 fm2 fmsm 2 gange, 11 fm2 fm i næste m, 46 lm og tilbage som ved sidste bånd, 2 fm i næste m, 11 fm2 fm sm og slut med en km i første m. Hæft ender og voilà!

Opskriften er endnu ikke testhæklet, så sig til, hvis der har sneget sig en fejl ind et sted :)






fredag den 28. april 2017

Når akvarel møder en kartoffel



Hvis du troede, kartoffeltryk var outdated, eller at det kun kan laves med olie-/akrylmaling, så se lige her: enkle kartoffeltryk med vandfarve. Idéen er hermed givet videre :)

Min datter og jeg maler tit med vandfarver, og en dag fik jeg lyst til at vi skulle lege med andet end pensler...til stor morskab for frøkenen. Hendes kunst blev mest til festlige brun-i-brun illustrationer af ragnarok (det har jo også sin berettigelse!), mens mit mere enkle tidsfordriv fungerer helt fint som små kort.

torsdag den 27. april 2017

Fra papkasse til nydelig opbevaringsboks


Trin 1: Find en papkasse, der er passende i størrelsen
Trin 2: Sæt kkæbende tapet (jeg var heldig at finde det her i Netto) eller papir på - tadaaa!


Ja, crazy enkelt, men virkelig nyttigt, når man ikke lige kan finde en kasse til kubikreolen, der ikke ligner noget fra et børneværelse eller kontormiljø...


Patchworkbabytæppe


Jeg har haft en masse firkanter liggende klar til et patchworktæppe til lillemusen i laaang tid, men ugen inden vi skulle rejse til Oslo i 10 dage, syntes jeg ligesom det var på tide at få det syet op. Storesøsters tæppe er blevet brugt flittigt og bliver det faktisk stadig - så klart skulle lillebror have sit eget og have det med på turen til gulvleg og kolde dage i barnevognen...

Det er syet i rester, bl.a. fra vintagesengetøj, og med dobbeltlag af et billigt fleecetæppe. Jeg nåede ikke at få det foreviget eller puttet på bloggen, inden vi tog afsted, men nu får I fornøjelsen med krøller og gylpepletter :)




onsdag den 8. marts 2017

Hæklet bølgevest in action

Følte mig lige nødsaget til at dele min hæklede bølgevest i brug - jeg synes, den er min lille, chubby lækkermås værdig :)




tirsdag den 7. marts 2017

Hæklet bølgevest til baby


Jeg har hæklet en vest, og for at der skete lidt, har den fået bølgemønster midt på maven - en idé jeg fik, mens jeg lavede den. 




Vesten er hæklet sidelæns ud i ét og er en størrelse 68 cirka. Det er i hvert fald lige NU min guldklump kan passe den... 

En anden gang tænker jeg, at jeg vil lave stropperne bagpå længere og krydse dem. Hvad synes du?
Skal jeg komme med en opskrift en af dagene?

torsdag den 16. februar 2017

Hæklet pixihue med bobler

Nogle gange er noget rigtigt fint i hovedet - og mest bare fjollet PÅ hovedet. 
Fx denne her hæklede pixihue med bobler, jeg har kreeret til baby A. Den er vist mere fjollet end flatterende, og den lille herre ser da også en kende skeptisk ud.



Oh well! Tilbage til tegnebrættet :D

mandag den 13. februar 2017

Hæklet luftballon med trekanter


Da jeg for noget tid siden lavede hæklerier til baby A's uro, blev storesøster ret så betaget af luftballonen, og jeg lovede derfor at lave hende én. Den skulle være lilla, blev der bestilt. Basta.

Egentlig var opskriften fra Lutter løkker, som jeg brugte til den første, rigtig fin, men jeg fik alligevel lyst til at lave min egen version med lidt smallere ballon, rund kurv, tre snore og ikke mindst det lidt legesyge trekantsmønster.

Baby A's uro ser forresten sådan her ud og er et KÆMPE hit hos den lille mand.


Særligt helikopteren får mange smil med på vejen.






Hæklet tabletetui: DIY

Dette tabletetui er lige fløjet af min hæklenål - min far, aka den glade modtager, var nemlig liiidt sent ude med sin ønskeliste, så jeg først fik startet først på ugen og vi fejrede ham i går...




Jeg har brugt nål 3,5 og restegarn. 
DIY:
Lav det antal luftmasker, der passer med tablettens bredde, vend med 1 lm. 
Hækl fm rækken ud. Hækl nu 2 fm i sidste m og fortsæt rundt om hjørnet/enden i stedet for at vende. 
Gør det samme, når du når den anden ende, og nu kan du bare hækle fm rundt og rundt til du når ønsket længde. Afslut med en km og hæft ender.
Tilføj striber og mønster efter lyst :)

Det skæve hjerte er fri-jaquardhæklet. Tip: Hvis man ville have et mønster med et mere clean look, kan man nemt finde designs ved at søge på Hama eller korssting på Pinterest...

Jeg har valgt en lukning med en lille trense af lm og en træknap. Man kan også undlade, da etuiet sidder godt til om "kalorius", sy lynlås i eller hvad ved jeg... 

Opskrift på hæklet Triangeltrøje

Cardiganen til lille M blev færdig for en lille måned siden - jeg har valgt at kalde den for Triangeltrøje, fordi mit hulmønster ligner små trekanter (eller triangler) på rad og række.





Jeg fik desværre ikke skrevet så meget ned undervejs, så en helt perfekt opskrift kræver nok en genhækling. Men her er den uredigerede version til fri afbenyttelse 

OBS 1:
Trøjen er hæklet udi ét - der er altså absolut ingen sammensyninger, hvilket jeg selv holder meget af, da jeg hader at montere... Hvis du ikke har den slags aversioner, kan ribkanterne selvfølgelig bare hækles for sig og syes på efterfølgende, da det at hækle ribben direkte på måske kan være lidt svært at lure - især hvis du er nybegynder. 


OBS 2: 
Ærmerne er ret smalle, da min datter ikke kan lide, når ærmerne fylder for meget under jakken/flyverdragten eller rutsjer op. Hvis dit barn ikke har det sådan eller har mere sul på armene, undlades de sidste par rækker med indtagninger blot og hækles som de resterende.

Triangeltrøje
Størrelse 2-3 år
Hæklenål 4 (evt. 3,5 til ribben, hvis du vil gave den endnu finere og mere tæt) til kanter og 5 til resten

  • Rk 1 – Slå 71 m op, vend med 2 lm (73).
  • Rk 2 – Hækl 11 stm (inkl. Stm af de 2 lm), udt, 1 lm, spring 1 m over, udt, 3 stm, udt, 2 stm, udt, 3 stm, udt, 1 lm, spring 1 m over, udt, 18 stm, udt, 1 m, spring 1 m over, udt, 3 stm, udt, 2 stm, udt, 3 stm, udt, 1 lm, spring 1 m over, udt, 11 stm.
  • Rk 3 – 12 stm, udt, hul, udt, 14 stm, udt, hul, udt, 19 stm, udt, hul, udt, 14 stm, udt, hul, udt, 12 stm.
  • RK 4: (mønster) 1 stgm i første m, *spring over 2 m, 3 stgm i næste m.* Gentag * til * 3 gange, 1 stgm, 1 lm over hullet, 1 stgm, fortsæt med mønster som * til * og lav 1 stgm, 1 lm, 1 stgm over hullerne. Slut rækken med 2 stgm i sidste m
  • RK 5: stgm og udt som tidligere ved hullerne
  • RK 6: mønster som rk 4
  • RK 7: stgm og udtagninger
  • RK 8: mønster som række 4
  • RK 9: stgm og udtagninger
  • RK 10 (ærmegab): hækl stgm til hul, 1 stgm i hul, 3 lm, spring over til næste udtagningshul, 1 stgm i hul, stgm til næste hul, 1 stgm i hul, 3 lm, stgm i næste hul og stgm rækken ud. 
  • RK 11-25: stgm frem og tilbage
  • RK 26: 2 stgm i 1. m, spring over 2 m, *3 stgm i næste m, spring over 2 m*. Gentag * til * til enden af rækken, afslut med 2 stgm i sidste m.
  • RK 27-28: stgm

KANT: 

Skift til nål 4. Nu hækles ribkanten direkte på forneden således:

Fortsæt arbejdet uden at bryde garnet med 5 lm + vend med 2 lm. Hækl nu stgm i bgml (bagerste maskeled) tilbage mod arbejdet. Hækl 3 km i kanten, som udgør det for vendemasker, vend og hækl stgm i bgml. Fortsæt sådan hele vejen rundt ved den nederste kant på trøjen. Jeg har prøvet at fange processen på billederne her (hvor det dog er halskanten):




Dernæst hækles stgm op ad forreste kant på trøjen.

Nu hækles halsribben som nederste kant men kun med 3 lm + 2 vendemasker.

Hækl så stgm ned ad den anden forkant, men lav knaphuller ved at lave lm og springe en maske over undervejs - jeg har 6 knapper og har derfor gjort dette 6 gange jævnt fordelt på stykket. Husk: for at ribkanten skal se homogen ud, så lav de sidste stgm i bgml.


ÆRMER

(hver omgang afsluttes med en km i anden lm og vendes med 2 lm)

  • RK 1: Stgm rundt i ærmegabet
  • RK 2-4: stgm-indt, stgm rundt, stgm-indt i de sidste 2 masker
  • RK 5: stgm
  • RK 6:  stgm-indt, stgm rundt, stgm-indt i de sidste 2 masker
  • RK 7-: stgm
  • RK 8:  stgm-indt, stgm rundt, stgm-indt i de sidste 2 masker
  • RK 9: stgm
  • RK 10:  stgm-indt, stgm rundt, stgm-indt i de sidste 2 masker
  • RK 11-14: stgm
  • RK 15: 1 stgm i første maske, *spring 2 m over, 3 stgm i næste m*. Gentag fra * til * 6 gange, derefter spring 2 m over, 1 stgm i sidste m
  • RK 16: stgm
  • RK 17: som RK 15
  • RK 18-20: stgm

Skift til nål 4. Nu laves ribkant som ved halsåbning rundt i kanten. Slutteligt hækles ribben sammen med km og garnet brydes.


Lav ærme nummer 2 på samme vis, hæft ender (de få, der nu er) og vupti du er færdig!


God hæklelyst :) 




 

mandag den 9. januar 2017

Cardi på vej

Kreahjørnet er den sidste måned blevet overladt helt til sig selv og alle projekter har været på stand by - jeg blev nemlig for præcis en måned siden i dag mor til nummer to: en skøn lillebror Asmus, der sammen med sin storesøster har taget al tid og fokus (og søvn!).
Jeg satser på snarligt at få lidt tid til syslerne igen, så jeg fx kan færdiggøre denne cardigan, som jeg sidst i graviditeten begyndte at kreere til den stolte storesøster: 



Sikke det altså tager tid, når man selv designer og opfinder opskrift, fordi man hele tiden må revurdere, pille op og rehækle. Jeg kunne jo have nået at hækle to efter opskrift på den tid, det har taget indtil videre! Men jeg satser på, at jeg snart kan præsentere en færdig Thy-kreation og måske også en opskrift på kalorius. Og jeg har også masser af andre ideer og projekter på to-do-listen. ...Når mine arme altså bliver babyfri på et eller andet tidspunkt :)