mandag den 13. februar 2017

Opskrift på hæklet Triangeltrøje

Cardiganen til lille M blev færdig for en lille måned siden - jeg har valgt at kalde den for Triangeltrøje, fordi mit hulmønster ligner små trekanter (eller triangler) på rad og række.





Jeg fik desværre ikke skrevet så meget ned undervejs, så en helt perfekt opskrift kræver nok en genhækling. Men her er den uredigerede version til fri afbenyttelse 

OBS 1:
Trøjen er hæklet udi ét - der er altså absolut ingen sammensyninger, hvilket jeg selv holder meget af, da jeg hader at montere... Hvis du ikke har den slags aversioner, kan ribkanterne selvfølgelig bare hækles for sig og syes på efterfølgende, da det at hækle ribben direkte på måske kan være lidt svært at lure - især hvis du er nybegynder. 


OBS 2: 
Ærmerne er ret smalle, da min datter ikke kan lide, når ærmerne fylder for meget under jakken/flyverdragten eller rutsjer op. Hvis dit barn ikke har det sådan eller har mere sul på armene, undlades de sidste par rækker med indtagninger blot og hækles som de resterende.

Triangeltrøje
Størrelse 2-3 år
Hæklenål 4 (evt. 3,5 til ribben, hvis du vil gave den endnu finere og mere tæt) til kanter og 5 til resten

  • Rk 1 – Slå 71 m op, vend med 2 lm (73).
  • Rk 2 – Hækl 11 stm (inkl. Stm af de 2 lm), udt, 1 lm, spring 1 m over, udt, 3 stm, udt, 2 stm, udt, 3 stm, udt, 1 lm, spring 1 m over, udt, 18 stm, udt, 1 m, spring 1 m over, udt, 3 stm, udt, 2 stm, udt, 3 stm, udt, 1 lm, spring 1 m over, udt, 11 stm.
  • Rk 3 – 12 stm, udt, hul, udt, 14 stm, udt, hul, udt, 19 stm, udt, hul, udt, 14 stm, udt, hul, udt, 12 stm.
  • RK 4: (mønster) 1 stgm i første m, *spring over 2 m, 3 stgm i næste m.* Gentag * til * 3 gange, 1 stgm, 1 lm over hullet, 1 stgm, fortsæt med mønster som * til * og lav 1 stgm, 1 lm, 1 stgm over hullerne. Slut rækken med 2 stgm i sidste m
  • RK 5: stgm og udt som tidligere ved hullerne
  • RK 6: mønster som rk 4
  • RK 7: stgm og udtagninger
  • RK 8: mønster som række 4
  • RK 9: stgm og udtagninger
  • RK 10 (ærmegab): hækl stgm til hul, 1 stgm i hul, 3 lm, spring over til næste udtagningshul, 1 stgm i hul, stgm til næste hul, 1 stgm i hul, 3 lm, stgm i næste hul og stgm rækken ud. 
  • RK 11-25: stgm frem og tilbage
  • RK 26: 2 stgm i 1. m, spring over 2 m, *3 stgm i næste m, spring over 2 m*. Gentag * til * til enden af rækken, afslut med 2 stgm i sidste m.
  • RK 27-28: stgm

KANT: 

Skift til nål 4. Nu hækles ribkanten direkte på forneden således:

Fortsæt arbejdet uden at bryde garnet med 5 lm + vend med 2 lm. Hækl nu stgm i bgml (bagerste maskeled) tilbage mod arbejdet. Hækl 3 km i kanten, som udgør det for vendemasker, vend og hækl stgm i bgml. Fortsæt sådan hele vejen rundt ved den nederste kant på trøjen. Jeg har prøvet at fange processen på billederne her (hvor det dog er halskanten):




Dernæst hækles stgm op ad forreste kant på trøjen.

Nu hækles halsribben som nederste kant men kun med 3 lm + 2 vendemasker.

Hækl så stgm ned ad den anden forkant, men lav knaphuller ved at lave lm og springe en maske over undervejs - jeg har 6 knapper og har derfor gjort dette 6 gange jævnt fordelt på stykket. Husk: for at ribkanten skal se homogen ud, så lav de sidste stgm i bgml.


ÆRMER

(hver omgang afsluttes med en km i anden lm og vendes med 2 lm)

  • RK 1: Stgm rundt i ærmegabet
  • RK 2-4: stgm-indt, stgm rundt, stgm-indt i de sidste 2 masker
  • RK 5: stgm
  • RK 6:  stgm-indt, stgm rundt, stgm-indt i de sidste 2 masker
  • RK 7-: stgm
  • RK 8:  stgm-indt, stgm rundt, stgm-indt i de sidste 2 masker
  • RK 9: stgm
  • RK 10:  stgm-indt, stgm rundt, stgm-indt i de sidste 2 masker
  • RK 11-14: stgm
  • RK 15: 1 stgm i første maske, *spring 2 m over, 3 stgm i næste m*. Gentag fra * til * 6 gange, derefter spring 2 m over, 1 stgm i sidste m
  • RK 16: stgm
  • RK 17: som RK 15
  • RK 18-20: stgm

Skift til nål 4. Nu laves ribkant som ved halsåbning rundt i kanten. Slutteligt hækles ribben sammen med km og garnet brydes.


Lav ærme nummer 2 på samme vis, hæft ender (de få, der nu er) og vupti du er færdig!


God hæklelyst :) 




 

3 kommentarer:

  1. Jeg skal igang med den her smukke cardigan 😍 Jeg har bare købt boget der passede til nålestørrelsen, da jeg ikke kunne se hvad du havde brugt og hvor meget. Har du nogen fif, hvis jeg vil prøve at skalere den lidt op til en slank 4-årig?

    SvarSlet
  2. Hej Malene. Dejligt at du kan lide den :) Meld endelig tilbage, hvordan det går!
    Jeg bruger tit større nål, end hvad banderolen på garnet foreskriver for at få det lidt lettere i det, når det er til beklædning. Derfor kan du også sagtens og med fordel gå en nålstørrelse op, når du vil lave cardiganen lidt større og har købt garn til nål 4. Derudover kan det også være at både kropslængden og ærmelængden skal have et par omgange mere med halvstangmasker inden nederste hulmønster - det kan man heldigvis bare måle undervejs, fordi den hækles oppefra og ned.
    God hæklelyst!

    SvarSlet
    Svar
    1. Sludder, du har vel købt til nål 5 - men resten gælder stadig :)

      Slet